Der er ingen fine ord
eller fancy metafor
der beskriver virkeligheden

selv den vildeste fiktion
eller Hollywood-produktion
vil kun fremstå som beskeden,

over byens tag
har vi redet stormen af,
og lukket djævlen ind
i vores skrøbelige sind

gennem ild
kaster jeg mig for dig
og ta'r din smerte på mig
og skriger inden i
igen og igen

vi har sunget dur og mol
druknet sorg i alkohol
og hver især søgt væk fra midten
lamineret kærlighed er stærk
men varer sjældent ved
lykkes det kun hvis du vil den

over byens tag
har vi redet stormen af
lukket djævlen ind
i vores skrøbelige sind

gennem ild
kaster jeg mig for dig
og ta'r din smerte på mig
og skriger inden i
igen og igen

gennem ild
smelter vi to sammen
og flygter væk fra larmen
igen, igen og igen...

langt om længe er vi hvor vi er
uden det mindste clue om hvad der sker
sker der mere?

gennem ild
kaster jeg mig for dig
og ta'r din smerte på mig
og skriger inden i
uuuhhh-ooovv

gennem ild
smelter vi to sammen
og flygter væk fra larmen
igen, igen og igeeeeeeeeen

igen igen (kaster jeg mig for dig)
igen igen (kaster jeg mig for dig)